Indimellem bliver livet svært. Det kan ske for os alle. Modgang opstår, benspænd, tab, sygdom eller ulykker sker. Men med den rette hjælp kan vi genfinde den styrke, vi har indeni. Det er blandt andet dét, I sikrer sammen med Røde Kors. Og det er Marianne et godt eksempel på. Hun rejste sig nemlig igen og kom ud på den anden side – endnu sejere og stærkere end før.
Marianne er mor til 5 børn, og har været så langt nede, at hun nærmest havde opgivet sig selv.
”Jeg blev skilt, stod alene med børnene og flyttede til en anden by,” fortæller Marianne.
”Jeg fik en svær depression og havde det slet ikke godt. Så kom jeg væk fra arbejdsmarkedet og endte på kontanthjælp med en meget lille økonomi. Og jeg havde så dårlig samvittighed overfor børnene, fordi jeg hverken havde råd eller overskud til at lave noget med dem. Jeg havde det så skidt og prøvede egentlig bare at komme igennem dagen.
Men så en dag spurgte en af mine drenges lærere, om vi kunne tænke os, at min søn fik en af Røde Kors’ fripladser i en fodboldklub. Læreren var frivillig der, så han vidste, at det var en mulighed. Og så viste det sig, at mi¬ne andre børn også kunne få hjælp af Røde Kors til at gå til fritidsaktiviteter, og så kunne de pludselig alligevel være med til noget af det, de andre børn kunne.